Aikido er en moderne japansk kampkunst - defensiv i holdning og udførsel, og uden konkurrenceelementer. På dette grundlag er Aikido en traditionel japansk kampkunst (på japansk: budo), og ikke en sport.
'Aikido' er en betegnelse, der blev skabt i det 20. århundrede. Morihei Ueshiba, også kaldet Ō-sensei (den højtærede lærer), regnes for at have udviklet aikido i perioden fra 1930'erne og frem til hans død i 1969. Det tekniske grundlag udgøres i høj grad af Daitō-ryū Aiki-jūjutsu og Kashima Shinto Ryu. Ō-sensei var formelt indskrevet som "elev" i Kashima Shinto Ryu's "Eimeiroku" (medlemsliste), oven i købet med "keppan" (blodsstempel), men nøjedes med at overvære en af sine elever - Zenzaburo Akazawa - og sin egen søn Kisshomaru Ueshiba træne. Protokollen dikterende, at det ikke var velanset, at en mester som Ō-sensei skulle modtage undervisning af en laver-stående instruktør fra Kashima.
I Danmark begyndte man at træne aikido i 1963.
Aikido består af tre tegn:
合 – ai – harmoni
気 – ki – sind, vilje, energi (fysisk og åndligt)
道 – do – vej (der forener krop og energi)
Aikido kan fortolkes som vejen til harmonisering af energi / sindet.
Aikido er ikke et ord, der bliver brugt til hverdag i Japan, men er nærmest at betragte som et fagudtryk inden for kampkunst. Det er svært at oversætte entydigt, dels fordi termen aiki bliver brugt på mange forskellige måder, og dels fordi den personlige forståelse af selve konceptet aiki udvikler sig hele livet.
Aikido er ikke blot en kampteknik, men i høj grad også en personlig udviklingsproces. Den pågældende klub er således ikke "bare" et sted, hvor man træner, men basis for et praksisfællesskab – det at være i en gruppe, hvor man i kraft af sin individualitet og de forskellige niveauer hver enkelt befinder sig på, på et givet tidspunkt, bidrager til hinandens udvikling.
Det, man lærer, er ikke blot den fysiske del af aikido; igennem træningen tilegner man sig en hel kultur, der omfatter både aikido og elementer af japansk livsfilosofi og etikette. Samtidig udvikler man sig som menneske, idet man i sin egen verden ganske stille går fra at have en hobby/sport ("Jeg går til aikido") hen imod at være aikido-udøver ("Jeg dyrker aikido") og med tiden - mester - hvilket indebærer en anden måde at være i og møde verden på: andre værdier, andre forståelser af andres hensigter og af ens egen måde at forvalte rollen som medmenneske.
Det er denne rigdom – denne udvikling og slibning af hele udøverens identitet, som gør aikido til en meget speciel form for japansk kampkunst.
